I mange år har vi diskuteret, hvordan bogholderens rolle forandrer sig, blandt andet i lyset af den digitale udvikling. Men hvordan ser bogholderens rolle ud i 2022, og hvilke muligheder byder fremtiden på for bogholderen?
Gennem pandemien har vi måtte erfare helt tæt på kroppen, hvordan kommunikation, relation og proaktivitet spiller en vigtig rolle for vores arbejdsgange.
Vi fik atter bekræftet, hvor central en rolle bogholderen spiller i samarbejdet med sine kunder, og hvilken værdi det skaber at have en bogholder, der er tilgængelig, når tingene spidser til. Denne erfaring bør vi alle tage med os videre – pandemi eller ej.
Hvordan skaber digitalisering muligheder for bogholderen?
I regnskabsbranchen har teknologiske fremskridt gjort det muligt at automatisere traditionelle opgaver, som blandt andet faktureringsprocessen, debitoropfølgning og behandling af bilag. Løsningerne, vi arbejder på, er blevet cloud-baserede og integrerede, vi benytter digital opbevaring og tykke ringbind er efterhånden historie for mange.
Ved at bruge teknologier som AI og RPA er det blandt andet muligt at opsætte prædefinerede skabeloner, der "træner" systemer i forskellige færdigheder. Systemerne kan således finde mønstre i store mængder data og tilpasse deres egen model ud fra disse. Med andre ord bidrager kunstig intelligens til effektive processer.
Det er en kendsgerning, at digitaliseringen er kommet for at blive, og at udviklingen vil foregå i sit sædvanlige hastige tempo - uanset om vi vil eller ej. Det handler om viljen til forandring, at finde sin plads i udviklingen og at griber de muligheder, der præsenterer sig for os – for dem er der mange af.
Ved at udnytte de muligheder, teknologien giver os, og ændre måden, vi arbejder på, bliver viften af arbejdsopgaver større. Teknologien er med andre ord fantastisk og byder på værdifulde muligheder, som bør gribes.
Dét består den værdifulde kombination af
Det positive ved teknologisk udvikling er, at det ofte bidrager til øget nøjagtighed, frigivet tid, lettere adgang til data og bedre overblik. Udviklingen er positiv på så mange måder. Dog ændrer den ikke på, at forandringer kan være smertefulde og skræmmende for den enkelte medarbejder, der oplever en rolleændring. Særligt når rolleidentiteten er fast forankret omkring opgaverne, der skal ændres, sættes øgede krav til forberedelsen af medarbejderen. Det kræver god ledelse, hvor kompetenceudvikling og motivation er gode nøgleord.
En rolleændring betyder ikke nødvendigvis, at man ændrer fra én konkret ting til en anden og ukendt. I dette tilfælde, hvor vi kigger nærmere på bogholderens rolle, er der i særdeleshed tale om kunsten i at kombinere bogholderrollen, som vi kender den, med en rolle som rådgiver.
Kombinerer du de bedste komponenter fra hver af disse roller, vil en lang række værdifulde muligheder åbenbare sig. Men hvad kræver dette?
Du skal turde være ekspert
En bogholder ved, hvordan tallene påvirker driften og sidder på data, der udgør et vigtigt beslutningsgrundlag for kunden. Her kan bogholderen rådgive om, hvilke strategiske valg der er smarte at træffe, og hvordan kunden bedst udvikler virksomhedens forretningsmodel.
En del af bogholderens hverdag har været at holde sig kompetencemæssigt opdateret til at kunne se de store sammenhænge. Når man først har en god dialog med sine kunder, handler det om at kende systemer og værktøjer, der gavner kunderne og kan løse deres behov eller udfordringer.
Nutidens bogholdere skal stole på deres egen ekspertise. Den ekspertise, de allerede har, kan anvendes på forskellige værdifulde måder. Investering i videreudvikling kan give tillid til forandringen mod en mere rådgivende rolle, såsom at styrke kommunikationsevnerne, dykke dybere ned i kundens situation og fremtidige mål samt vise nærvær og omsorg. På den måde styrkes tilliden yderligere og bogholderen får et godt grundlag for et tæt og langsigtet samarbejde.
Relationelle kompetencer lønner sig
Hvor godt kender du egentlig kunden? Ved du, hvad de store udfordringer for kunden er? Eller hvad kundens strategiske mål er?
Kunderelation er et nøgleord, når vi kigger de muligheder, der er for bogholderen. Når vi arbejder med kunder, er det vigtigt at være god til relationsopbygning. Fremtidens revisor bør være interesseret i at forstå, hvad kunden ønsker og har behov for fra sin bogholder. For at forstå kundens behov skal man være nysgerrig. Det kan til tider være udfordrende, men formår du at skabe en god dialog, er der ikke noget i vejen for at kunne få god indsigt og dermed også være en god strategisk rådgiver. Vi oplever, at kunden sætter stor pris på, at vi bekymrer os og er nysgerrige på deres forretning.
Det tillidsfulde samarbejde er dét, hvor man tager de gode og nødvendige samtaler med kunden. Netop fordi kunden stoler på, at bogholderen siger og anbefaler, hvad der er bedst for kunden. Sådan en måde at arbejde på stiller ikke desto mindre krav til bogholderen og kræver kontinuerligt opfølgning og indsats. Hvad med at starte din næste kundesamtale ved at spørge noget så simpelt som "hvordan har du og din virksomhed det"?